Forløbet er for dig, der allerede arbejder med – eller har lyst til at arbejde med undervisning i friluftsliv og lejrliv. Du er måske pædagog, lærer på en grundskole eller underviser på en efterskole eller højskole. Det kan også være, at du arbejder med specialpædagogik, er håndværker eller går med tanke om at starte egen virksomhed med friluftsliv som omdrejningspunkt.
Det er ikke afgørende, hvilken faglig baggrund, du kommer med. Det vigtigste er, at du gerne vil kunne undervise og vejlede andre i ude- og friluftsliv.
Friluftsvejlederuddannelsen appellerer til en bred målgruppe. Det betyder, at du kommer til at møde medstuderende med mange forskellige baggrunde. Vi ved efter mange års erfaring, at det er en stor styrke, som giver os mulighed for at skabe fælles læringsrum, hvor alle kan lære af hinanden.