Børn og unge har forskellige interesser, behov og forudsætninger for at deltage i fritidspædagogiske fællesskaber. Derfor er det ikke nok at planlægge en god aktivitet – du skal også kunne tilpasse den undervejs, så flere får lyst og mulighed for at være med.
Men hvordan inddrager du børnene og de unge, så de får reel indflydelse og oplever ejerskab? Og hvordan bevarer du samtidig retningen og skaber plads til, at flere kan bidrage?
På forløbet lærer du at planlægge, facilitere og justere legende og kreative processer, hvor børn og unge kan bidrage på forskellige måder og være med til at forme aktiviteterne.
Efter forløbet kan du:
- Inddrage børn og unges perspektiver, idéer og initiativer, så de får reel indflydelse på aktiviteterne og oplever ejerskab.
- Planlægge, facilitere og justere legende og kreative processer, så børn og unge får mulighed for at bidrage undervejs.
- Differentiere aktiviteter med blik for børnenes og de unges forskellige behov og deltagelsesmuligheder.
Gevinsten for din arbejdsplads
Når du har gennemført forløbet, har du vigtig indsigt i, hvordan legende og kreative processer kan fremme deltagelse, engagement og handlekraft hos børn og unge. Du kan omsætte denne viden til praksis ved at skabe forløb, hvor børn og unge oplever sig som aktive medskabere. Samtidig bidrager du til at udvikle forløb, der rummer og engagerer en mangfoldig målgruppe. Din arbejdsplads får dermed styrket sin evne til at skabe levende og meningsfulde fritidspædagogiske miljøer.