Når du rykker aktiviteter ud i naturen, åbner det for helt nye måder at inspirere og engagere børn, unge og voksne på. Samtidig kan du via udeskole og udepædagogik skabe bedre trivsel, sundhed og læring.
Gennem forløbet bliver du ekspert i, hvordan du kan bruge naturen som et lærings- og udviklingsrum. Du lærer at planlægge, gennemføre og udvikle konkrete aktiviteter til udeskole og -pædagogik, der tager højde for dit nærområde og behovene hos dem, du arbejder med.
Undervejs styrker du også dine kompetencer i at samarbejde med lokale aktører om læringsaktiviteter, ligesom du lærer at argumentere for udeskole og udepædagogik som en værdifuld del af hverdagen.
Du får viden og færdigheder til at:
- udvælge og formidle læringsaktiviteter i naturen med udgangspunkt i målgruppen og deres sundhed og trivsel
- indgå i udepædagogiske natur- og friluftslivsprojekter med skoler og institutioner
- reflektere over og argumentere for udeaktiviteters potentiale
- indsamle viden og samarbejde med aktører fra lokalområdet til udvikling af læringsaktiviteter i den lokale natur
- kunne begrunde, planlægge, gennemføre, evaluere og videreudvikle udeaktiviteter
Gevinsten for din arbejdsplads
Forløbet giver dig et stærkt fundament til at igangsætte eller udvikle arbejdet med udeskole eller udepædagogik på din arbejdsplads. Du kan bidrage med nye tiltag, inspirere kolleger og åbne døren for nye samarbejder og tværfaglige projekter. Læringsaktiviteter i naturen giver gode naturoplevelser, lokal tilknytning og fremmer læring, sundhed og trivsel hos dem, I arbejder med.