Hvad er tendensen?
Unge medarbejdere er drevet af opgaver, der giver mening. De stiller krav, og de udfordrer cheferne, fordi ungdommen har brug for en ny form for ledelse for at (for)blive motiverede. De har ikke brug for en klassisk chef. De har brug for én, der er mere coach end leder, og som forstår at det, der er udenpå, ikke altid er et udtryk for det, der er indeni.
Eftertanke
Det er ikke så lidt skæld ud, de unge får med på vejen i samtalerne med virksomhederne. Men spørgsmålet er, om det står så slemt til med den kommende generation, som det lyder til? Eller om det snarere er udtryk for, at virksomhederne ikke helt forstår den måde, de unge lever og oplever verden på. Altså en klassisk generationskløft.
Når virksomhederne siger, at de unge tror, de skal være direktører fra dag ét, står det i skærende kontrast til de 75 procent unge, der indrømmer, at de er bange for, om de kan udføre de opgaver, der venter forude. Kan det hænge sammen med, at unge er vokset op under en stærk performance-kultur, hvor Photoshop og Instagram er alle mands eje, og hvor selvsikkerhed på mange måder har været et krav? Altså en tid, hvor det ydre siger ét, men det indre noget andet?
Har de virksomheder, der erkender, at hver generation har sine kendetegn, en pointe? At ungdommen alle dage har været forbandet, men at det er der, vi alle begynder, og at det hele nok skal blive godt til sidst? Og måske rigtigt, rigtigt godt, hvis vi møder dem med samme forventningens glæde og empati, som de unge også selv har indeni.