I klinisk praksis spiller de kliniske vejledere en central rolle for studerende. Udover at støtte og skabe rum for læring, hvor de studerende kan udvikle deres færdigheder, er de kliniske vejledere med til at inspirere og skabe nysgerrighed på praksis. Men at være klinisk vejleder er en kompleks opgave, der kræver særlige kompetencer.
På Klinisk vejleder 1 får du en grundlæggende indføring i, hvad vejledning er, og du får fyldt din faglige rygsæk med konkrete redskaber, så du kan vejlede den studerende med udgangspunkt i deres forudsætninger.
Vi sætter også fokus på at afklare og styrke din rolle som klinisk vejleder, så du står stærkere i mødet med både studerende, kollegaer og ledelse.
Du opnår færdigheder og kompetencer til at:
- Tilrettelægge vejledning og undervisning ud fra didaktiske og pædagogiske overvejelser
- Vejlede studerende med udgangspunkt i deres forudsætninger
- Understøtte udviklingen af den studerendes evne til refleksion
- At evaluere den studerende samt give konstruktiv feedback
Gevinsten for din organisation
Udover at understøtte de studerendes læring i klinisk praksis, kan det at have gode pædagogiske og didaktiske kompetencer også være karrierevej. Som klinisk vejleder bliver du med erfaring og uddannelse kvalificeret til at varetage opgaver af pædagogisk karakter på arbejdspladsen. Det kan være at fungere som tovholder på forandringsprocesser, varetage formidlings- og undervisningsopgaver eller være sparringspartner i forhold til, hvordan der kommunikeres ud til patienter/borgere, kolleger eller andre – og således bidrage til at forbedre den samlede kvalitet i organisationen.