På uddannelsen til maskiningeniør lærer du at arbejde med innovation og udviklingsprocesser – fra de første idéer til design af det færdige produkt. Maskiningeniør er en bred uddannelse, du kan tone i mange retninger.
De første fire semestre giver dig en række grundlæggende ingeniørfærdigheder. Dernæst vælger du specialisering og praktik. Til sidst runder du din uddannelse af med et bachelorprojekt, hvorefter du er klar til arbejdsmarkedet som maskiningeniør.
Mangler du praktisk erfaring?
Har du ingen relevant praktisk erfaring, før du begynder på uddannelsen, skal du deltage i et værkstedskursus. Kurset strækker sig over fem uger og ligger på uddannelsens første to semestre.
På værkstedskurset lærer du blandt andet om værktøjer, metoder og processer inden for maskinteknik.
1. semester: Produktudvikling og design af mekanisk udstyr
Du får udviklet dine evner til at arbejde problem- og projektorienteret. Det vil sige, at du arbejder systematisk med metoder og værktøjer til produktudvikling, fx identificere et problem, idégenerering af mulige løsninger samt valg af den bedste idé ud fra de opstillede krav og kriterier.
Du lærer at tegne og beregne konstruktioner, og du får kendskab til materialer fx stål eller plast, og hvordan de kan bearbejdes.
2. semester: Analytiske metoder inden for mekanik og materialer
Fokus er på integration af Applied science - det vil sige anvendelse af matematik, fysik og mekanik til at løse eller beskrive en selvvalgt udfordring.
3. semester: Maskinkonstruktion og drivteknik
Du lærer at arbejde med dynamik, matematik, pneumatik, hydraulik, transmissioner, elektroteknik og innovative processer.
4. semester: Forretningsorienteret innovation
Her arbejder vi med driftsteknik, kvalitetsstyring, miljø, og økonomi. Desuden er der kursus i laboratoriemålinger, termodynamik og FEM (finite element metoden).
5. semester: Praktik
På 5. semester skal du 20 uger i praktik i en dansk eller international virksomhed. Her får du afprøvet din teoretiske viden i praksis, og du får et godt indblik i, hvad det kræver at arbejde som maskiningeniør.
Din praktik giver dig erfaring og viden, som du kan bruge i den afsluttende del af uddannelsen.
6. semester: Valgfag/specialisering
Du kan vælge imellem en bred vifte af valgkurser, herunder mulighed for at vælge en ’pakkeordning’ med valgkurser inden for en af følgende specialiseringer:
-
Intelligent mekanik
robotter, automatisering, Industri 4.0, digitalisering
- Polymerer og kompositter
- design, letvægtskonstruktioner, plast- og kompositmaterialer
- Bæredygtig energi
- vindmøller, solvarme, energilagring, CO2-reduktion
Eller du kan skabe din egen faglige profil på tværs af specialiseringer og valgfag.
Du kan læse mere om de tre specialiseringer her
Desuden skal du starte på dit afgangsprojekt. Du skal vælge et projekt og lave en foranalyse, der kan føre frem til en problemformulering og en handlingsplan – også kaldet en projektbeskrivelse.
7. semester: Valgfag/specialisering og bachelorprojekt
Her arbejder du med bachelorprojektet efter din egen projektbeskrivelse. Dette projekt kommer du typisk til at lave sammen med tre til fire medstuderende i samarbejde med en virksomhed.
Arbejdet med bachelorprojektet fylder halvdelen af semestret.
Derudover skal du vælge tre valgfri kurser, der kan knytte sig til dit projekt.
Kurser på uddannelsen
Maskiningeniøruddannelsen udbyder hvert semester en række kurser, som både nuværende studerende og eksterne kan tilmelde sig.
Information om computerkrav
På uddannelsen er der nogle særlige specifikationer til din computer.
Læs om computerkrav før studiestart (pdf)
Tal og fakta om maskiningeniøruddannelsen
Her kan du finde studieordning og andre relevante oplysninger om uddannelsen til maskiningeniør.
Se tal og fakta om uddannelsen