På VIAs onlineuddannelse til sygeplejerske er det online læringsmiljø det centrale. Derfor kan du arbejde hjemmefra på en stor del af studiet. Men der er også dage, hvor du skal møde op til holdundervisning og øvelser i simulationslaboratoriet på Campus Viborg.
I den teoretiske undervisning skal du regne med gennemsnitligt 1 dag om ugen på Campus Viborg på det første semester. De næste semestre vil der være uger uden dage på campus. Noget af undervisningen afholdes som webinarer i realtid, hvor du forventes at deltage.
Når du er i praktik, har du en studieuge på 40 timer. Ud af disse 40 timer er der 30 timers fysisk fremmøde. Vær forberedt på, at du kan få både dag-, aften- og nattevagter. En vagt er på cirka 7,5 time. Du forventes altså at være på dit praktiksted fire dage om ugen.
Du studerer på fuld tid
VIAs onlineuddannelse til sygeplejerske er et fuldtidsstudie, der kræver en gennemsnitlig arbejdsindsats på 40 timer om ugen.
Den grundlæggende arbejdsform er online gruppearbejde, hvor du sammen med dine medstuderende og underviserne arbejder med forskellige online studieaktiviteter. Der er enkelte, individuelle online studieaktiviteter.
Undervisningsformer
Den teoretiske undervisning på onlineuddannelsen til sygeplejerske består af online læringsforløb. Der er rene online læringsforløb, hvor det er muligt at få online vejledning af underviser. Online læringsforløbene kan også startes eller afsluttes på fremmødedagene på Campus Viborg. For alle online læringsforløb gælder, at din undervisning består af opgaver, som du og din studiegrupper arbejder med i fællesskab.
De praktiske øvelser i simulationslaboratoriet indgår også som et element i online læringsforløbene. Et simulationslaboratorie er et særligt undervisningslokale, der er indrettet som en hospitalsafdeling. Her kan du øve sygepleje på avancerede patientmodeller og medstuderende. Du kommer til at træne kliniske færdigheder som fx sårpleje og personlig hygiejne samt måle blodtryk, puls og respiration.
Samtidig træner du din evne til at observere, analysere og vurdere patientens situation og behov for pleje. Undervisningen i simulationslaboratoriet er med til at gøre uddannelsen så virkelighedsnær som muligt. Samtidig opøver du kliniske kompetencer, som er en stor fordel, når du skal pleje patienter i virkelighedens verden.
En typisk campusdag er tilrettelagt med 6-8 timers undervisning.
Læringsforløb og studiegrupper
Den primære arbejdsform i læringsforløbene er gruppearbejde, hvor opgaver løses online i studiegrupper. Du og din studiegruppe arbejder ud fra planlagte læringsforløb på læringsplatformen Itslearning. Forløbene er beskrevet i e-tiviteter. En e-tivitet beskriver de aktiviteter du og dine studiekammerater skal arbejde med enten online eller på campus.
Undervisningen på onlineuddannelsen består af de e-tiviteter, som underviserne udvikler. Afhængig af formen kan der være vejledning og sparring med underviser undervejs. Som afslutning på et forløb er der altid videndeling - enten ved en opgave, der afleveres til skriftlig feedback eller ved fremlæggelser.
Fremmødedagene og webinarerne er supplement til arbejdet med e-tiviteterne i studiegrupperne. Du kommer desuden til at arbejde med enkelte individuelle studieaktiviteter.
Forventninger til dig
Du kan delvist arbejde hjemmefra under den teoretiske del af studiet og vil online samarbejde tæt med dine medstuderende og undervisere. En stor del af undervisningen er bygget op omkring et forpligtende samarbejde i mindre studiegrupper. Derfor skal du være indstillet på at koordinere en stor del af sin studieindsats med de andre i din studiegruppe.
Du skal desuden være forberedt på, at noget af undervisningen afholdes som webinarer i realtid, hvor du forventes at deltage på de skemalagte tidspunkter.
Vi forventer, at du medbringer en opdateret pc/Mac, som kan håndtere online mødeaktivitet, herunder brugbar mikrofon og kamera. Online mødeaktivitet kræver desuden, at din internetforbindelse er af en vis størrelse og stabilitet, så den kan formidle såvel lyd som billede.
Se eksempel på ugeskema fra to forskellige uger på 1. semester (pdf)