I Viborg kan du blive sygeplejerske på tre måder. Foruden vores campusbaserede uddannelse, har vi to andre spor:
På campus i Viborg bliver du en del af et fællesskab og et studiemiljø, som både indeholder faglige aktiviteter og sociale arrangementer. Vi er interesserede i din faglige og personlige udvikling mod at blive sygeplejerske, og vi støtter dig og dine medstuderende.
På Sygeplejerskeuddannelsen i Viborg optager vi ca. 150 nye studerende om året. Vi har studiestart både i september og februar, og du går på hold med op til 36 studerende.
For nye studerende – fokus på fællesskab og trivsel
Som ny studerende finder vi det vigtigt, at du falder godt til på studiet, både fagligt og socialt. Du bliver en del af et introforløb for alle nye studerende, hvor fokus er, at du kommer godt i gang med dit nye liv på en videregående uddannelse. Sammen har vi øje for udviklingen af dit nære studiemiljø og jeres fællesskab på holdet. Du har også mulighed for at indgå i forskellige fællesskaber på uddannelsen og på tværs af uddannelserne på Campus Viborg.
Tutorer fra ældre årgange bliver tilknyttet hvert hold gennem hele din uddannelse. De arrangerer sociale aktiviteter i starten af din uddannelse, hvor du kan lære dine medstuderende bedre at kende. Du kan også bruge tutorerne til at få svar på dine spørgsmål om fx studieteknik, eksamener og praktik.
Din faglige og sociale trivsel er vigtig for os, derfor har vi en tæt kontakt med vores studerende. Vi er tilgængelige for dig med vores kontorer tæt på undervisningslokalerne, og du kan altid bare komme forbi.
Din undervisning – din uddannelse
Du vil øve sygepleje gennem drøftelser og samarbejde med medstuderende og underviser om teori i holdundervisning og gruppearbejde. Dette kombineres ofte med praktisk læring i vores topmoderne simulationsrum, som ligner en hospitalsstue eller borgerens eget hjem. Her får du mulighed for at øve sygepleje i trygge omgivelser, inden du skal i praktik og arbejde med rigtige patienter og borgere.
Vi har en tæt kontakt med praktikstederne og inddrager aktuelle tendenser og elementer herfra i uddannelsen, som fx bæredygtighed og anvendelse af teknologi i praksis.
Som noget ekstraordinært kan du i Viborg tage et internationalt semester, hvor du går på hold med studerende fra andre lande. Det giver dig muligheden for at være nysgerrig på forskellige kulturelle forståelser af at være patient og sygeplejerske. Læs mere om Healthcare in a Global Community (Nursing)
Din uddannelse – også i praktik
Næsten halvdelen af din uddannelse er praktik, og der er praktikperioder gennem hele uddannelsen. På 1. semester er praktikken én uge, og du vil derudover møde sygeplejersker fra praktikstederne i vores undervisning i simulationsrummene.
Hovedparten af dine praktikker vil være i eller i nærheden af Viborg og Skive. Du skal forvente at mindst én af dine praktikker kan blive med længere afstand. Du kan også tage en del af din praktik i udlandet. Læs mere om internationale muligheder i sygeplejerskeuddannelsen.
Campus Viborg
Du kommer til at have din hverdag på Campus Viborg. Campus er hyggelig, farverig og lys, og rummer store opholdsområder til fælles aktiviteter og mindre områder, som er velegnet til studiearbejde og fordybelse.
Læs mere og se film fra Campus Viborg
Spørger du studerende, har vi byens bedste kanelsnegle! Derudover kan du deltage i forskellige klubber fx keramik, brætspil og festudvalg, som har forskellige aktiviteter på campus. Campus Viborg er 2030-certificeret, som betyder at vi arbejder med at have en grøn profil, og at campus er et dejligt sted at være.
Viborg som studieby kan tilbyde kollegieværelser tæt på campus, et nyåbnet studenterhus på Vesterbrogade 10 samt et væld af kulturelle arrangementer. Læs mere om Karriereby Viborg